Hjertes Tørst

Jeg ønsker at dele mit vidnesbyrd med dig. Lukke dig der ind i hjertet, hvor min rejse med Gud begyndte.

Fortælle dig at uanset, hvor du kommer fra, venter Gud også på, at du hører hans kald. Uanset hvem du er, er du et barn af Gud, og han elsker dig helt præcist, for den du er.

Og til dig, der allerede har åbnet hjertet for Gud. Læn dig igen tilbage i hans favn. Lad ham igen og igen fylde dig af hans kærlighed.

Sæt ham aldrig på ”hold”. Lad ham elske dig ubetinget. Han har kun fortjent total overgivelse. Du er allerede retfærdiggjort af ham.

Pris ham for det. Ær ham for det. Giv ham din kærlighed på ny. Løft dine arme og syng fra dit hjerte til den Gud, der kun har det bedste i sit hjerte til dig.

Jeg Søgte Sandheden

Man går rundt i den tro, at alt er i den skønneste orden. Alligevel befinder man sig midt i en søgen efter noget sandt.. Når man ser på verden omkring sig, menneskene i den, får man så en klar fornemmelse af, at alt det er, som det skal være? Hvad forhindrer én i at blive indfanget af alle de falske værdier? At blive blændet af den uendelige higen efter at blive anerkendt?Stå øverst på det podium, der viser, at netop du er mere end ”de andre”? Er det den lille stemme indeni, der hvisker til dig; ”der er så meget mere”? Er det den tørst i hjertet, du aldrig føler, du får rigtig slukket? Hvis alt siges at være så godt, hvorfor føles det så ikke troværdigt indeni?

Jeg stolede på, at det jeg var opdraget til var sande værdier. Mand, job, børn, hus, bil mm. Det skulle så i store træk være livet?

Der må være mere

Lige under overfladen lurede konstant en følelse af, at der ”må være noget mere end det”. Det kunne simpelthen ikke være meningen, at vi skulle fødes, få et godt job, en god bil, et respektabelt hjem, en ordentlig mand, to børn, en vovse og dø!!! Dybt i mit hjerte nægtede jeg at tro, at dette skulle være sandheden. Men når jeg så mig omkring, var det stort set det billede, der mødte mig. Ja, der var et par stykker, der skilte sig ud fra mængden. Dem blev der så set ned på. De blev mere eller mindre vendt ryggen. Altså havde jeg ikke lyst til at skille mig ud. Hvilket var præcis, hvad jeg kom til.

Allerede ved tanken ”der må være noget mere end det”, startede min rejse hen imod at være én af dem, der var ”anderledes”. Det frø der blev plantet, kunne jeg ikke løbe fra, om jeg så havde ønsket det. Jeg kunne ikke bare skubbe de følelser væk og lade som ingenting. Altså måtte jeg leve med at skille mig ud... Leve med… siger jeg. For det blev aldrig rigtig accepteret. Hvilket jeg også blev mindet om igen og igen. Der blev sendt pile af sted, der ramte meget dybt og efterlod sår, der blev svære at hele.

Jeg var fanget

Oven i denne indsigt fik jeg øjnene op for, hvilket cirkus af ligegyldigheder, jeg var fanget i. Fanget, fordi jeg ikke kendte andet. Fanget, fordi jeg ikke kunne se en vej ud. Fanget, fordi jeg blev husket på, hvor anderledes jeg var... Hvem tør møde en verden, man på forhånd er blevet ”hjernevasket” til at tro, man aldrig vil passe ind i? Er det så ikke bedre at blive i det man kender? Hvem kan man stole på, når man ikke engang har tillid til sine nærmeste? Hvem kan man tale med, når man ikke engang kan betro sig til dem, der er tættest på?

Jeg kunne høre mig selv have samtaler om emner, der lå mig meget fjernt. Endda noget der gjorde ondt i mit hjerte. Den person jeg skildrede mig selv til at være, føltes falsk. Men hvem var jeg? Ingen syntes nærliggende at søge det svar hos. Den kærlighed og omsorg mit indre higede efter, hvor fandtes den? Det var nemmere at møde triste blikke. Kulde fra knus, der var én meter fra livet. Altså var det nok mig, der var ”Fr. Fejltagelse”.

Jeg vendte ryggen til

Mødet med ”den store verden” var uundgåelig. Det blev et chok, jeg ikke havde ventet. Derude i ”virkeligheden” lignede mange ting, dem jeg søgte? Jeg var forvirret, da jeg forlod mit barndomshjem. Jeg følte afmagt, da jeg mødte verden. Fandtes der egentlig et ”jeg” indeni mig? Knuden indeni voksede sig større. Sort som natten. Jeg følte mig hvirvlet ind i noget, jeg ikke kunne stå inde for. Den smerte jeg følte var så stærk, at jeg igen og igen blev presset i knæ. Sønderrevet. Lammet. Jeg blev langsomt kvalt af et mørke, der forsøgte at slukke mit indre lys.

Jeg nåede et punkt, hvor jeg måtte redde mig selv. Flygte. Beskytte mit lys. Jeg vendte ryggen til. Jeg søgte mulige som umulige steder. Hvad søgte jeg? Sandheden. Sandheden om hvad? Hele tiden manglede der noget. Det føltes ikke fyldestgørende nok. Ikke sandt nok. Jeg blev en afspejling af den tilværelse, der aldrig havde givet mig næring nok. Det gjorde ikke fortvivlelsen mindre. Der var savnet af en familie, der gnavede helt ind til knoglerne.

Men jeg ville aldrig kunne vende tilbage. De ville udsulte mig. Jeg ville finde mig selv som rådnende kød kastet for løverne. Jeg vidste indeni, der var mere end det. Derfor udholdt jeg smerten. Knuden i brystet blev mindre. Der var stemmen, der dybt indeni havde fulgt mig, hvisket til mig: ”Der er mere end det. Livet handler om så meget mere”. Stemmen, der havde trøstet mig, vist mig ad rette vej, tog til i styrke. Sammen med stemmen hørte det lys, der i mine mørkeste timer forvissede mig om, at det aldrig ville slukkes. Kraftigere end nogensinde strålede det mig i møde.

Guds Berøring

En dag forsvandt knuden som dug for solen. Mine skridt fremad føltes lettere. Tungsindet, der hvilede på mine skuldre blev mindre. Men tørsten indeni kaldte stadig højere efter at blive slukket. Og slukket blev den. En dag i december 2007, blev jeg født på ny…

Tårerne væltede af mig og min krop rystede i kramper. Jeg mærkede en brændende fornemmelse indeni, men følelsen var smuk. Følelsen var lykkelig. Stærkere end nogensinde mærkede jeg Guds nærvær. De sidste skygger, der prægede mit hjerte forsvandt. Hans lys strømmede i mig. Jeg følte mig blændet uden at blive blind. Det var så intenst, at jeg dårlig magtede det. Min krop sitrede i takt med regnen af tårer. Hver eneste celle og nerve føltes berørt. Mit hjerte strålede kærlighed, fred og glæde ud i hele min krop. Det var så overvældende, at ingen ord egentlig er gode nok til at beskrive, hvad Gud gjorde ved mig. Hvilken taknemmelighed jeg følte. Han åbnede mit hjerte for alvor. Jeg vidste, at hans tale og hans kærlighed ville føre mig frem. Vise den vej han havde valgt til mig.

Talt mellem gud og mig

Følgende blev talt mellem Gud og mig den aften:

”Jeg vil knæle for dig Far. Jeg vil aldrig miste dig. Du fortæller, at din styrke i mig vil vokse og vokse. I min vildeste fantasi kan jeg ikke helt forstå, at jeg kan rumme det. Men jeg ved, at du bærer mig på dine hænder. At dine ord er sande. Min tro på din vilje lader mig i fred med dit ønske. Hver eneste tåre på min kind forvandles til kærlighed, der gennemstrømmer jorden. Strømme af din kraft og kærlighed vil berøre hjerterne omkring mig.

Du kalder mig mere værdig end nogensinde til at tale dine ord, til at vise din kærlighed. Jeg bøjer mit hoved i ærbødighed, for du er stor.

Du viser mig også min vej gennem andres stemmer, når jeg ikke er opmærksom på dit budskab i mit hjerte. Derfor ved jeg, at jeg aldrig vil miste min vej.

Far, du er så smuk, at mit hjerte næsten gør ondt. Det er så stort at rumme. Du fortæller mig, at jeg kan. I et øjeblik som nu gør du min stemme stille. Jeg kan kun udtrykke min kærlighed gennem mine tårer og mit hjerte.

Jeg føler mig fattig i forhold til dine strømme i mig, men du stryger min kind. Kalder mig igen værdig. Rigere end nogensinde. Far, i al min ydmyghed: Hvordan har jeg fortjent alle dine gaver? Du siger, at jeg har smilet gennem min sorg. At jeg har bevist, hvor smuk jeg er ved også at elske Dem, der bragte mig smerte. At jeg har modtaget min vej i livet med oprejst pande. Dine ord er så store, at jeg knap tør tro dem.

Jeg sidder med en fornemmelse af feber. Din enorme strøm i mig er stilnet af. Har efterladt mig endnu mere klarsynet. Endnu mere beredt. Med endnu mere rum i mit hjerte. Og jeg vil byde alle, der ønsker det, velkommen til. Tak Far”.

Herefter åbnede verden sig for mig på en ny og frisk måde. Al tvivl der måtte have været forsvandt. Solen virkede mere strålende. Træerne og blomsterne smukkere. Himlen mere blå. Uroen indeni var væk. Mit hjerte føltes let, men oplyst. Mine skridt dansede. Øjnene skinnede som stjerner og smilet blændede som Guds lys. Alt dette fordi Gud havde renset mit hjerte og min sjæl for mørke og uvished. I stedet los han det frø, som han i tidernes morgen havde plantet for alvor spire. Han tankede mig op af hans kærlighed, fred og glæde.

Når Hjertes Tørst Slukkes

Hver eneste tåre der findes på mine kinder i dag er fyldt af Guds lys og strømmer af glæde. Rummer en større ydmyghed og taknemmelighed end ord nogensinde kunne beskrive.

Gud har set mig fra før, jeg blev plantet i min mors skød. Han har fulgt mig hvert eneste skridt. I dag, hvor jeg ser ham, forstår jeg, hvor smukt hvert menneskes liv er formet. Hvor unikke vi er. Hvor elskede vi er.

Jeg ser Guds tårer falde tungt, når han ser, hvordan de der ikke ser ham, de der ikke elsker ham, ler af hans eksistens. Ikke bringer ham ære. Hvordan han smertes over menneskers kolde hjerter.

Han har formet os i sin skikkelse, til at følge hans vej. Han ønsker, at vi finder sandheden i ham, og han vil bringe os hjem ved hans side.

Alt, jeg har drømt om

For mig har mødet med Gud været alt det, jeg har drømt om. Den evindelige søgen efter sandhed er slut, for Gud har vist mig vejen dertil. Verdens utryghed skræmmer mig ikke længere, for jeg finder tryghed i Guds arme. Han er stærk for mig i mine svage øjeblikke. De dage, hvor jeg ikke lytter, vender han mig ikke ryggen. Han viser, at han elsker mig. Han ønsker kun det bedste for mig og viser igen og igen sin storhed.

I dag går jeg rundt i den tro, at alt virkelig er i den skønneste orden. Min søgen er slut. Jeg ser og forstår sandheden. Jeg finder min vej i ydmyghed. Lader mig ikke længere indfange af falske værdier. Lytter til Guds stemme, der stadig bliver stærkere i mig. Uden frygt lader jeg ham igen og igen gribe mig. Han viser mig, at i hans fodspor vil jeg altid føle tryghed. Han har slukket tørsten i mit hjerte.

Nu hvor jeg går i Guds anerkendende lys, kan jeg med vished sige, at jeg er hans datter. Han bringer mig en kærlighed, som kun en hjertevarm Far kan det.

”Herren skal altid lede dig, mætte din sjæl, hvor der er goldt, og give dig nye kræfter; du bliver som en vandrig have, som rindende væld, hvor vandet aldrig svigter.”
(Esajas 58.11)