Gå til forsiden - Fra guds hjerte - topfoto

 

”Ydmyghed er ikke at tænke mindre om dig selv. Det er at tænke mindre på dig selv.”
- Rick Warren

Tilbage til lyset

Far, inden du fik trone i mit hjerte, var jeg fanget af natten. Fanget i dødens dal. Høje mure af sten var bygget op omkring mig. Men igennem mørket nåede et lille lys frem, og det var dit lys Far. Du skabte mig, før jeg blev til i min moders skød. Du var med til min fødsel. Hele min barndom gik du ved min side i lykkelige som triste stunder. Jeg ved i dag Far, at din stemme konstant har hvisket til mig. Jeg genkendte ikke din stemme Far, men der var timer, hvor den nåede igennem disse tykke mure.

Tak Far, at du har ført mig ud af dødens dal. At du i dag fortsat leder mig på rette vej, ud i lyset, når mørket synes at tætnes omkring mig. Når mørkets kræfter forsøger at ryste mig, rækker armen ud og viser klør, bliver din stemme fjern midt i støjen. Men midt i uroen og den rasende storm af onde tunger, trænger din blide og sagte stemme stadig igennem. Jeg hører den, for i dag kender jeg den. I et virvar af tanker og følelser, der forsøger at vælte mig omkuld, lyser din kærlighed. Du rækker hånden frem. Du giver mig kræfter til at række dig min. Igennem mørket finder jeg den, for du har tændt lys, så jeg ikke farer vild. Som jeg griber fat om dine stærke fingre, fyldes jeg igen af ro og kærlighed, og mørket fortrækker sig. Igen har de onde kræfter tabt deres kamp i forsøget på at føre mig væk fra dig Far.

Mørket vil komme igen og igen, for kan jeg rystes, er en lille sejr vundet. I kraft af dit stærke lys i mig Far, kan det aldrig igen slukke lyset, så kun natten ses. Du er min styrke og min borg og i dit lys forsvinder skyggerne. I din kærlighed og blide stemme forsvinder onde tunger.

I dag vandrer jeg i lyset, og når mørket truer i horisonten, skælver jeg ikke som før. For jeg ved, at du Far er mit lys. At du er hos mig. Jeg frygter intet ondt! Du er i mig stærkere, end mørket nogensinde kan blive.

Lad komme, hvad der må. Intet kan føre mig væk fra dig Far. Du er i mig, og jeg i dig. Hvad denne verden har at tilbyde blegner ved siden af, hvad du har i vente til mig. Min løn i himmelen er af langt større værdi, end noget denne verden har at tilbyde. Derfor tør jeg fra dybet af mit hjerte, sige: ”Lad komme, hvad der må”.

Forside Hjertes tørst Guds kærlighed Digte Bøn Om fragudshjerte.dk Kontakt

Bøn


Besøg bloggen

Her deler jeg andre tanker og inspirationer fra Gud.

Blog: Hjertes stemme

Kristen spiritualitet

Lene Skovmark er teolog og konsulent i kristen spiritualitet. Hun holder kurser i kristen spiritualitet ud fra Kristuskransen, leder meditation, retræter og er åndelig vejleder.

Det Åbne Land